Er det normalt at være normal eller er der noget unormalt i det?

Hvad er normalt? Et spørgsmål vi ofte stiller os selv og andre. Et retorisk spørgsmål vi stiller, når andre gør noget vi synes er underligt eller alternativt og langt hen af vejen også et retorisk spørgsmål vi stiller, når vi vil sige, at vi selv godt tør skille os lidt ud fra mængden.

Men… Er det normalt at være normal eller er der noget unormalt i det?

Hold da op et ordkløveri kan du tænke, men spørgsmålet er reelle nok. Det er i hvert tilfælde en helt almindelig reaktion efter en gennemført behandling. Uanset om det handler om angst, depression, vrede eller noget helt 4., er normalbegrebet blevet diffust og det normale og almindelige bliver noget, man kan blive direkte bange eller angst for.

Har man været ramt af en sygelig angst og mærket på kroppen, hvordan angst føles, kan man blive bange for en reel frygt eller fare. Har man været sygeligt depressiv og har oplevet det store grimme mørke hul, kan man blive bange for en naturlig sorg eller ked af det hed. Har man været ramt af en totalt ukontrollabel og destruktiv vrede, kan man blive bange for den naturlige og sunde følelse af vrede. Vi har slet og ret en TOTAL frygt for tilbagefald. Har du været i en sådan uønsket psykisk tilstand, ved du præcist, hvad jeg taler om.

Det er rigtig, rigtig vigtigt, at stillet sig selv spørgsmålet; Hvornår og i hvilke situationer, vil det være okay at mærke den følelse, der har været min udfordring? Tro mig, den VIL opstå igen. Du VIL opleve frygt. Du VIL opleve sorg og ked af det hed. Du VIL opleve vrede… så hvornår og i hvilke situationer, er den okay?

Jeg er helt sikker på, at du godt kan finde eksempler, hvor du tænker, at det ville være mere end okay, at din ven eller veninde blev ramt af frygt/ked af det hed/sorg eller vrede. Du vil sågar kunne forstå dem og du vil ikke mindst kunne give din ven eller veninde omsorg på hans eller hendes oplevelse/situation/følelse. Vis dig selv samme omsorg.

Alene det at være bevidst om, at følelserne VIL komme, fordi de er normale, kan i sig selv give ro og mindske frygten for tilbagefald.

Men… Hvad så hvis den opstår uventet, kommer bag på mig og udløser min frygt? Hvad gør jeg så?

Du gør 2 ting. For det første aftaler du med dig selv, at du accepterer din frygt for angst, frygt for depression eller frygt for ukontrollabel vrede i en for dig passende periode. Typisk vil 2 dage være tilstrækkeligt. Hils på følelsen, altså anerkend, at den er der. Sig til følelsen, at den får 2 dage og tål den så i de 2 dage. Lav aftalen med dig selv. Gør det allerede i dag… gør det NU.

For det andet beslutter du dig for, at du den første halve eller hele time om morgenen på INGEN måde, må træffe beslutninger. Det er den ENESTE beslutning du må træffe… ikke at træffe beslutninger overhovedet. Ikke aflyse mødet med veninden, ikke melde dig syg på jobbet, ikke planlægge noget overhovedet… heller ikke ting, du GERNE vil.

Hvis tankerne siger, at du skal melde dig syg, kigger du på klokken. Er tiden ikke gået, siger du til dig selv; Det kan godt være, at jeg skal melde mig syg, men jeg må ikke træffe beslutningen, før tiden er gået. Hvis det kræver, at du skal stå en halv eller en hel time tidligere op, må du gøre det. Lav aftalen med dig selv. En halv eller en hel time? Gør det allerede i dag.

Du vil opdage 2 ting. Du vil opdage, at dine tanker de første 5 min om morgenen, især når man er ramt af frygt, kan være HELT anderledes end dine tanker bare en halv time senere.

For det andet vil du opdage, måske allerede INDEN der er gået 2 dage, at frygten er forsvundet eller i hvert tilfælde mindsket væsentligt. Måske du ikke engang vil tænke over, at den har været der og dermed heller ikke helt har opdaget, at den forsvandt.

2 simple aftaler med dig selv der virker!!!

Og husk nu… ALLE følelser er en gave! ALLE følelser har sin berettigelse! ALLE følelser er rigtige!

Pas på jer selv og hinanden derude!